BAGGRUND

Den rigtige historie.

I 1863 var Danmark en såkaldt helstat, som bestod af kongeriget Danmark samt hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Hertugdømmerne - især det sydlige Holsten - var problemfyldte, da de overvejende var befolket med tysksindede. Allerede i 1848 forsøgte Slesvig og Holsten at løsrive sig fra Danmark. Forsøget mislykkedes og efter 3 års regulær borgerkrig, forblev hertugdømmerne underlagt den danske konge.

Det heldige udfald for danskerne skyldtes langt hen af vejen, international støtte fra stormagterne Storbritannien, Rusland og Frankrig, som ønskede den danske helstat bevaret. Denne krig blev kendt som treårskrigen, men blev også kaldt den første slesvigske krig.

Blændet af denne sejr, kombineret med fortsat utilfredshed i de tysksindede hertugdømmer, besluttede de danske politikere i 1863 at knytte det nordlige og mest danskvenlige hertugdømme, Slesvig, tættere til Danmark og samtidigt udskille Holsten og det meget lille Lauenborg fra helstaten.

Den danske grundlov blev underskrevet af Frederik den syvende i 1849. Dermed var enevældet afskaffet. Den danske konge fik indskrænket sit råderum, og blev mere afhængig af sine politikere, som nu i 1863 var i gang med at adskille Holsten og Lauenborg fra resten af Danmark. Resultatet blev den såkaldte novemberforfatning som skulle underskrives af Frederik den syvende, før den trådte i kraft, og tog Slesvig under kongeriget, men afskrev Holsten og Lauenborg.

Men Frederik den syvende afgik ved døden i november 1863, før han nåede at underskrive novemberforfatningen.

Den afdøde konge havde ingen arvinger. Derfor havde man i 1852 ved international konference, besluttet at prins Christian af Glücksborg, som var oldebarn af Frederik den femte og nevø til Frederik den sjette, skulle indsættes på tronen efter Frederik den syvende. Resultatet af denne konference blev kendt som London-traktaten. I den selvsamme traktat blev det også bestemt, at Slesvig og Holsten aldrig måtte skilles.

Den nye konge, Christian den niende, var imod novemberforfatningen og overbevist helstatsmand, men blev fra politisk side tvunget til at underskrive den. Dermed brød han London-traktaten, som paradoksalt nok, samtidigt havde givet ham kongekronen.

Bruddet på London-traktaten gav den preussiske ministerpræsident Otto von Bismarck den undskyldning han behøvede, for at erklære krig imod Danmark. Politikeren Bismarck var midt i en magtkamp på den preussiske politiske scene. Den preussiske konge og dermed også den loyale Bismarck ønskede at fastholde en treårig værnepligt, mens deres modstandere ønskede at reducere værnepligten. En hurtigt og nem krig mod Danmark ville konsolidere Bismarcks politiske magt.

Når man dengang talte om tyskerne, drejede det sig i realiteten om 39 løst sammensatte stater og små kongedømmer, som dannede Det Tyske Forbund. Holsten og Lauenborg var medlemmer af forbundet. Det var Slesvig ikke. De 2 største medlemmer var Østrig og Preussen

I perioden foregik en magtkamp om herredømmet i de tyske stater. Bismarck og den preussiske konge ønskede at skabe et stortyskland med Preussen som den dominerende magt.

Østrig havde samme ambition, og var derfor bange for, at lade Bismarck køre sit eget løb i en kamp mod Danmark, og vinde for stor indflydelse gennem en sejr. Østrig fulgte derfor modvilligt trop i felttoget mod Danmark.

Planen var at erobrere Slesvig som pant, for at tvinge danskerne til at trække forfatningen tilbage. Holsten havde den danske hær allerede rømmet. Uofficielt ønskede Bismarck at erobrere Slesvig og Holsten for Preussen. Det lille Lauenborg var knap så interessant.

De internationale stormagter greb ikke ind, og Danmark stod alene med sine problemer.

Regeringen som tvang kongen, til at underskrive forfatningen, var ledet af konseilspræsident C.C.Hall, men allerede i slutningen af december 1863 gik regeringen af, da Hall indså, at hans politik var brudt sammen. Det efterlod Christian den niende, med den eneste regering han kunne få, nemlig en svag regering ledet af en ny konseilspræsident D.G. Monrad, som rådede over en række uduelige ministre, som før havde været lavt rangerende embedsmænd. Den nye Monrad regering blev hånligt kaldt millionen. Monrad var 1-tallet med 6 nuller som ministre.

I starten af 1864 havde Danmark 3 militære stillinger som man, fra politisk side, så som uovervindelige. Den første var Dannevirke i det sydlige Slesvig. Den anden var flankestillingen Dybbøl som beskyttede Als og Sønderborg. Den tredje var fæstningen i Fredericia, også en flankestilling.

Den øverstbefalende for den danske hær var den aldrende og excentriske, men umådelige dygtige overgeneral Christian Julius de Meza. Umiddelbart før et forenet tysk angreb på Dannevirke, trak han den danske hær tilbage til Dybbøl og Fredericia, da han var overbevist om, at Dannevirke ikke kunne holde tyskerne tilbage, og at forsøg herpå ville betyde udslettelse af den danske hær.

Monrad-regeringen, som var sejrsbevidst og havde forventning om at Dannevirke var uovervindelig, forlangte at den nyudnævnte Christian den niende skulle fyre overgeneral de Meza. Efter 3 ugers hårdt pres gav kongen efter, og sidst i februar 1864 blev overgeneralen afskediget som øverstkommanderende og degraderet til en stilling af begrænset betydning.

Ved Dybbøl pressede tyskerne den danske hær. Den tilbageværende danske overkommando prøvede gang på gang at få tilladelse til at rømme stillingen, og trække sig tilbage til Als, som lettere kunne forsvares, men fik altid afslag fra politikerne. Den 18. april 1864 blev den danske hær ved Dybbøl rendt over ende, med store og uoprettelige tab til følge. Hæren mistede op imod 5000 mand under angrebet.

Kort tid senere beordrede politikerne, at hæren skulle rømme fæstningen i Fredericia uden kamp. I hæren var der kun hovedrystende forundring over denne beslutning.

Den 20. april gik der i London en langvarig forhandlingsproces i gang, som skulle afgøre Danmarks fremtid. De danske forhandlere var arrogante og forventede samme støtte, som under den første slesvigske krig, men den udeblev. Efter forhandlinger og våbenhvile fortsatte krigen i juni, og tyskerne erobrede Jylland helt op til Skagen.

I oktober blev en fredstraktat underskrevet i Wien og Danmark mistede alle 3 hertugdømmer.

I 1866 bekrigede Preussen og Østrig hinanden med et heldigt udfald for Preussen.

I 1871 gik Bismarck i krig mod Frankrig og vandt. Tyskland blev dannet, og Bismarck blev udnævnt til rigskansler.

Christian den niende døde i 1906. Trods den ringe start, endte han som en højt respekteret konge med tilnavnet Europas Svigerfar, da mange af hans børn var blevet gift ind de europæiske kongehuse.

Efter en folkeafstemning i 1920, blev den nordlige del af Slesvig, igen en del af Danmark og kendes i dag som Sønderjylland.

Dette er fakta.

Men hvad ville der være sket, hvis Christian den niende var gået imod sine politikere, og havde genansat sin bedste general Christian Julius de Meza, for at lade ham lede krigen, som overgeneralen ønskede det.

Her følger den kontrafaktiske historie, som kunne havde ændret danmarkshistorien.