DOWNLOAD

Læs bogens start her og download de første 20 sider af "Jernkongen"  nederst på siden.

 

 

"Hovedstaden er i oprør."
København. Slutningen af marts 1864.

Hestevognen standsede brat. Den lukkede kupe vuggede en smule frem og tilbage. Der holdt de. Midt i krydset mellem Store Kongensgade og indkørslen til den halvfærdige Marmorkirke.
     Overgeneral de Meza lænede sig frem og mærkede lædersædet give sig under ham.
     Hans adjudant, kaptajn Rønnow, rev døren op, sprang ud af vognen og landede med begge fødder på brostenene. Rønnows hoved sad lavt på de magre skuldre. Han strakte hagen i retning af Kongens Nytorv og løftede en spejdende hånd op til panden.
     Overgeneralen kiggede ud af den åbne dør. Optøjerne i Københavns indre by var næsten slået ned. Alligevel lød råbene og geværskuddene stadig hen over hustagenes røde tegl. Søjler af røg og ildelugtende os stod op i den klare himmel og fortrængte stanken fra ekskrementerne i rendestenene, som foråret var ved at varme op.
     Men det var ikke varmt nok for overgeneralen. Han følte den kølige luft strømme ind i kabinen. Han strammede sit halstørklæde og spændte uniformsjakken helt op i halsen. Jeg må være forsigtig. Jeg kan ikke tillade mig at blive syg.
     Han krængede et af sine lange ben ud af døren, følte efter trinbrættet og rømmede sig.
     Rønnow vendte rundt. Øjnene var vagtsomme.
     "Undskyld Deres Excellence." Rønnow sprang med to hurtige bevægelser tilbage til vognen og tilbød sin støtte.
     Overgeneralen klemte sine krogede fingre omkring adjudantens fremstrakte arm og manøvrerede sin ranglede krop ned fra vognen. Mismodet fyldte ham. Luften var alt for kold og krillede i næseborene.
     Jeg må ind i vognen, skreg en stemme i ham.  Han tøvede. Instinktivt vidste han, at hans hjerne spillede ham et puds, at luftens temperatur var tålelig, måske endda ganske varm.
     "De må snart være her. Hvorfor tager det så lang tid?" Stemmen var mere anspændt, end han brød sig om at vise overfor kaptajn Rønnow.
Rønnow nikkede og holdt et øjeblik i generalens arm, som ville han sikre sig, at den høje herre havde fundet balancen og ikke dejsede omkring lige der på brostenen.
     "Kongen er blevet befriet. Livgarden har nedkæmpet oprørene, som belejrede huset på Fiolstræde. Vi må have tålmodighed."
     "Er vi sikker på, at kongen bliver bragt til Amalienborg?"
     "Ja, Deres Excellence."
     Netop da fornemmede overgeneralen, at belægningen under hans fødder vibrerede. I det fjerne så han se en vogn komme fra Kongens Nytorv og dreje ned ad Store Kongensgade. Den buldrede af sted, som havde den hele hovedstadens pøbel efter sig.
     Hans gamle hjerte hoppede en ekstra gang. Chefen for Livgarden, major Krieger, red ved siden af vognen. Snesevis af ryttere fra Livgarden fulgte i formation bagved majoren.
     Så er kongen også med, tænkte overgeneral de Meza. Den nedtrykte sindstilstand blev vendt til glæde. Han havde næsten lyst til at smile. Kun næsten. I stedet noterede han sig blot, at blodet steg ham til i hovedet. Han vendte sig mod kusken.
     "Fald ind bag kongens sygetransport, når den drejer mod Amalienborg."
     Major Krieger red forbi. Sveden gennemblødte ham og klistrede håret til panden. Ansigtet var råt og ubarberet, som havde optøjerne revet ham i tjeneste uden varsel.
     Overgeneralen trådte op på trinbrættet og entrerede vognen uden hjælp fra adjudanten.
     Vognen med kongen drejede væk fra Store Kongensgade og kørte rundt om Marmorkirken. Hovslagene ekkoede fra kirkens halvfærdige hvælvinger.
     Kortegen krydsede Bredgade og ankom til Amalienborg Slotsplads. Den gjorde holdt ved indgangen til Schacks Palæ, kongens bopæl.
     Overgeneralen steg ud af vognen, kun nødtørftigt støttet af adjudanten. Han rejste sig i sin fulde højde, strakte ryggen og glattede sin uniform.
     Han tog lange skridt hen mod major Krieger.
     "Er kongen ilde tilredt?"
     Rygterne var løbet hurtigt og lød på alt fra et blåt øje til et afrevet øre og manglende tænder.
     Majoren overlod sin hest til en garder og vendte sig mod overgeneral de Meza. Krieger lavede en sammenbidt mine, før han talte. Stemmen passede til navnet.
     "Kongen er i live. Jeg har talt med ham, men han var omtåget og besvimede hurtigt. Jeg tror dog kun, at der er tale om en omgang prygl. Ikke noget, der giver varige mén."
     Overgeneralen drejede hovedet mod kongens vogn med en skarp bevægelse.
     "Er der en læge ved kongen?"
     "Ja, og en assistent."
     Kommandoråb fra garderofficerer lød hen over slotspladsen. En kaptajn beordrede området afspærret. Utøjrede heste trippede forvirret omkring. Fra vognen med den sårede konge, blev der kaldt efter en båre. Et kort øjeblik var der stor aktivitet for at skaffe den. Ingen havde tænkt så langt endnu. De to korte flagstænger med vimpler, der stod ved indgangen til palæet, blev ofret til formålet.
     Tre gardere smed jakken. En løjtnant stak de to flagstænger gennem ærmerne på de tre jakker. To mænd i civilt tøj greb fat i den interimistiske båre og løb mod kongens vogn.
     Christian den niende blev med omhu løftet ud af vognen og lagt på båren. Det brune hår hang uregerligt til siden og afslørede den vigende hårgrænse. Det ene bukseben var revet i laser og var næsten væk. Kongen havde ingen jakke på. Overgeneralen tog sig hagen og forsøgte at undertrykke sin afsky.
    Pøblen har fået sig et trofæ.
     Overskægget og de lange bakkenbarter var røde af blod.
     Meget var der.
     Og uhyggeligt så det ud.
     Overgeneralen havde set enorme mængder af sårede, siden han som tolvårig trak i uniformen. Mænd, der dårligt havde fået en skramme, men som alligevel var smurt ind i blod. Mænd, der så uskadte ud, men som var døde, før de nåede at opfatte det.
     Det løb ham koldt ned ad ryggen.
     Ikke på grund af blodet.
    Danmark behøver en stærk konge.
     Manden på båren så kun svag ud.
     De sortmalede dobbeltdøre ind til palæet blev slået op, så de klaprede mod murværket. Livgarderne løb indenfor med den bevidstløse konge.
     Overgeneralen henvendte sig til major Krieger.
     "Hvordan er situationen i byen?"
     Majoren rynkede panden.
     "Stadig ballade. Men den hårde kerne ved Fiolstræde har vi nedkæmpet." Majoren lavede et uhyggeligt grin og tilføjede: "Uden nåde." Et øjebliks tavshed fulgte. Krieger vendte sig mod kolonnaden, som førte ud fra pladsen. "Der er stadig megen uro omkring Kongens Nytorv, Kongens Have og ned mod vandet. Medløbere og andet skidt. Det ser ikke ud til, at det vil sprede sig længere nordpå mod Amalienborg. Gothersgade virker som en usynlig grænse for optøjerne. Jeg beholder alligevel to delinger af Livgarden ved Amalienborg og lader resten markere sig med magt i byen. Vi skal have gaderne ryddet, før det her blusser op til noget værre."
     Overgeneralen glattede sit lille fine overskæg og kiggede ned på den lavere major.
     "Og hvad med de nye bataljoner?"
     "Ja, de er på vej, men der er tale om folk, som er helt grønne. Tre til fire dage i kongens klæder. Umuligt for officererne at føre effektiv kommando, når soldaterne endnu ikke har lært at tage imod ordre. Jeg regner med at placere dem i stort antal på vitale knudepunkter. Om ikke andet, kan de virke afskrækkende på pøblen."
     Overgeneralen pegede i retning af Marmorkirken.
     "Politidirektøren er stadig på stationen i Store Kongensgade. Opsøg ham og giv besked om, at ordensmagten skal tage vare på de fanger, som hæren tager. Når de erfarne tropper ankommer til byen, kan De trække Livgarden ud og lade de nyankomne overtage patruljeringen."
     En frisk brise fik overgeneralen til at krympe halsen sammen og klemme kraven tættere omkring den. En vimpel fra de hamstrede flagstængerne drev sørgmodigt hen over slotspladsen. Major Krieger bukkede sig ned og samlede den op.
     "Problemet er blot, at størstedelen af hæren er ved Dybbøl og Fredericia. Der er ikke mange erfarne tropper på Sjælland."
     Generalen blev tør i munden. Han mærkede et stik i mellemgulvet.
     "Det er jeg klar over. Gør Deres bedste."
     Major Krieger gjorde honnør mod overgeneralen. Han vendte rundt og gestikulerede mod en garder, som førte majorens hest hen over pladsen. Krieger rakte vimplen til soldaten, steg til hest og satte i ridt mod politistationen med fem ryttere ved sin side.

 

De første 20 sider af Jernkongen
Download her......