Jernkongen: Da Danmark vandt krigen i 1864 er første del af en kontrafaktisk skønlitteratur serie, undertiden også kaldet alternativ historie. Romanen foregår i 1864, hvor krigen som bekendt ender i et dansk nederlag. I romanen tager det sig noget anderledes ud.

Skæringspunktet mellem den faktiske og kontrafaktiske historie opstår, da Christian den niende vælger at afskedige sin regering og i stedet genansætter overgeneral Christian Julius de Meza, som kongen tidligere havde været tvunget til at fyre.

Konsekvenserne af den beslutning er vidtrækkende og påvirker krigens udfald samt adskillige mennesker som lever igennem den. Serien følger disse personer og deres oplevelser gennem den alternative krig i 1864.

Serien er under udarbejdelse og der forventes følgende romaner i den:

  • 1864: Jernkongen (skrevet, men uredigeret)
  • 1867: Fædrelandet (skrevet, men uredigeret)
  • 1870: Republikken (synopsis, ikke skrevet endnu)

    Udgivelsesdato er endu ikke sat.


Persongalleri

Vi erfarer hvordan den danske konge, Christian den niende, finder støtte i sin overgeneral og samtidens version af en spindoktor, mens han skal kæmpe for at udvikle sig selv, løsrive sig fra sin dominerede kones indflydelse og vinde folkets respekt. Gennem sin udvikling fra en vaklende konge til Jernkongen, skal han kæmpe mod personlige overfald, oprør og letsindige politikere.

Vi hader den dominerede preussiske ministerpræsident Otto von Bismarck som bruger Christian den niendes svagheder til at erklære krig mod Danmark. Selv om hans position er svag, finder han ud af at vende ting til sin egen fordel. Gang på gang finder han det positive frem.

Vi møder den aldrende og excentriske general Christian Julius de Meza, som får frie hænder til at organisere det danske forsvar som han ønsker. Han skal nu kæmpe imod preusserne, østrigerne og den ophidsede danske befolkning samtidigt med at hans neurotiske angst for kold luft og træk begrænser hans ledelse.

Vi følger den pligtopfyldende, lidt naive men alligevel meget eftertænksomme østrigske løjtnant Franz von Nassfeld, som prøver at avancere i graderne, mens hans samvittighed og medmenneskelighed gør det svært for ham at forholde sig til krigens barske vilkår.

Vi sympatiserer med den jævne danske betjent Anton Lutze, hvis dunkle fortid gør det svært for ham at klare sig i det rå politimiljø. Han kæmper mod den oprørske københavnske befolkning samtidigt med at han prøver at opnå anerkendelse fra sine kollegaer, finde mening med sin indre kamp for undgå vold og ikke mindst at få tilladelse af politidirektøren til at gifte sig med kæresten Amalie.

Vi oplever de samme rædsler som den indkaldte soldat Jacob Dahl fra Nordjylland, der prøver at holde hovedet nede, overleve og være anonym, men alligevel bliver inddraget i kamphandlinger ved både Dannevirke, Dybbøl og Fredericia.

Vi afskyer preusseren von Blumenthals måde at få sine synspunkter fremført. Trods pres fra Berlin og mange uheldige forsøg på at vinde et slag på Dybbøl Banke, kæmper han videre så længe der er den mindste chance for at vinde, uanset konsekvenserne for dem som rammes af hans taktik.

Vi er med ved forhandlingsbordet i London, når den uerfarne diplomat Henrik Lindenov skal overbevise de internationale magter om at Danmark skal skånes for preusserne og østrigerne. Vi følger hans sindrige ideer for at vinde gehør ved den engelske regering og potentielle allierede, samtidigt med at han skal kæmpe mod nederlag, sin egen tvivl og endda bliver involveret i attentatforsøg.



Forfatter, Claus Mørkbak Højrup, har også udgivet krimien "Mordet ved Dybbøl Banke" som foregår i aprildagene i 1864. Bogen er udgivet via People´sPress og kan købes her.